CYKELTUR FRA GLYNGØRE TIL FURS NORDKYST OG RETUR d. 16.04.2005.

 Af Laila Petersen.

Lørdag d. 16. april havde Annelise arrangeret, at foreningen skulle på denne tur, som der var 13 der havde tilmeldt sig, og 9 der gennemførte. Klokken 8:55 mødte Ester, Frede og Laila op ved muséet i Glyngøre. Der var ganske øde og tomt. Var det nu også her vi skulle mødes? Det ku da ikke passe, at der ikke var kommet andre, for, at denne gruppe var de første til at møde op, ja, det var nærmest utænkeligt. Men jo. I løbet af fem minutter ankom de øvrige seks tilmeldte til arrangementet, nemlig Annelise som turarrangør naturligvis. Per. Aase. Holger. Inger. Hans Jørgen. Vi cyklede af sted klokken 9:15, efter lidt pep-talk og en enkelt lille dæklapning.
Ud af Glyngøre ad en cykelsti, som vi formoder ligger ”ovenpå” den gamle jernbane til byen. Mod nordnordvest på asfaltvej. Over kommunegrænsen Sallingsund / Sundsøre. Jeg husker ikke hvilken kommune, der tilsyneladende var mest ivrig efter at deres biveje var velholdte. Men forskel på det, det var der.  

Tyve minutters pause cirka halvvejs til færgelejet. Et skønt sted med borde og bænke lige ned til vandet. Hedeagtig lyng-bevoksning og lignende med hugorme, måske. Toilet i naturen til alle de tissetrængende.  

Vi kom op til færgelejet og over med Fredes færge, som han kaldte den. Man betaler naturligvis for at komme med den offentlige transport, med mindre man er kongelig og/eller har fødselsdag. Laila slap gratis med. Overfartstid, under fem minutter. Nu var klokken blevet 11:15.  

På Fur cyklede vi straks af sted ud igennem Nederby med den gamle hvidkalkede kirke, og op mod Bette Jenses`s Hyw (grammatisk hel-gardering, ikke). Landskabet vi cyklede igennem var kuperet, vejene snoede og bakkede, men gode og brede nok. Der gik køer og græssede på markerne. Lærken hang i luften over os og sang lystigt. Det var blevet rimelig varmt efterhånden som solen var brændt helt af, som vi kom frem til det måtte hedde på meteorologisk. Ind i mellem var vi nogle der valgte at trække cyklerne, men det var kun når vejstigningerne var på over 20% !!! Som sagt var vejret forårsagtigt d. 16. april. Vinden var i nord, så selv om der faktisk kun var en meget let brise den dag, så kunne det ind i mellem godt føles som den strideste modvind.   

Vi spiste den medbragte frokost på det højeste punkt på Fur. Herfra kunne man se vand hele vejen rundt. Ikke hele kystlinien, men alligevel var det imponerende. Efter et lille hvil, hvor vi slog mave i det tørre græs fra sidste år, tog vi videre nordpå.  

Vi gjorde holdt ved den røde sted ”Rødsten”. Familiebillede oppe på denne istids-ting. Her skulle man virkelig ikke tro man var i Danmark. Nej, det kunne lige så godt have været Norge, eller et andet eventyrligt land. 

Herfra gik det videre på grusvej det sidste stykke vej op til Furs nordkyst, der er én lang, ret høj og stejl skrænt (klint) à la Hanklit. På stranden gik der nogle turister og hamrede på molerstenene; de håbede sikkert på at finde nogle ”forstenede fossiller”. Andre turister holdt picnic fire meter fra kanten med den svimlende udsigt over Morsø og Livø. Vi trak vejret et par gange og begav os nu mod øst ad en kvægsti (eller skal vi kalde det en énsporet markvej) i faretruende tæthed på skræntens kant. Man skulle holde tungen lige i munden. Og for en sikkerheds skyld stige af cyklen og trække den, for her var lidt ufremkommeligt idet der var huller. Nogle af de seje drenge på robuste jernheste à la mountainbikes, tog dog også hele denne tur i sadlen.  

Målet var en seværdighed som tur-arrangøren sagde det var frivilligt om man ville beskue tæt på eller på lidt afstand. (Deres dovne skribent valgte sidstnævnte) Seværdigheden var en temmelig dyb og langstrakt slugt, som formentlig er skabt i forbindelse med istiden eller i al fald på en eller anden måde er et istidsfænomen. Smuk var den at beskue fra oven, nemlig oppe fra den føromtalte skrænt som strækker sig næsten hele vejen over Furs nordkyst. Hvad Deres dovne skribent gik glip af nede i slugten var nogle sjældne blomster, som kun findes her på Fur. En af dem hed vist noget med Kodriver-blomst… Efter denne studie udi flora vendte vi næsen den anden vej. Nu skulle vi ned til vores sidste pit-stop på øen, nemlig til havnen og slukke tørst med lokal øl fra Fur-bryggeriet af.  

Ja, det gik jo ned ad bakke det meste af vejen ned over Fur – og vi havde rygvind nu, ikke sandt. Huijjj, hvor det gik. Nemt og hurtigt var vi tilbage i byen, hvor lidt mad og drikkevarer blev købt i Dagli`Brugsen. Vi fik en bænk på havnen og her blev det exklusive øl – skal man dømme efter prisen – fortæret. Færge tilbage til Salling. Cykeltur ned over Salling, næsten i et hug. (Dog lille pause ved en kirke!) Tilbage ved muséet i Glyngøre klokken 17:15 efter en super-dejlig og vel-arrangeret tur på 54 kilometer en dejlig forårsdag.