Friluftslaugets sommertur i kajak fra Furfærgen til Hvalpsundfærgen og retur
29/30 juli 2006


Klar - parat - start

Sommerkajaktur 2006
af: Per Nielsen 

Efter lidt finjustering af datoen stod 7 raske kajakroere, damer såvel som herrer, ud fra færgelejet i ”Branden Havn” d. 29/7 – 06.
Holger havde frivilligt meldt sig som tovholder, eller hvad det nu hedder. Holgers kontakt til vejrguderne må siges at være helt i top. Vinden var let, ikke en sky at se på den nordlige halvkugle og vandet i fjorden nærmede sig kogepunktet. Det gjorde Runes ben også om søndagen. Når vi andre holdt pause gik han ud og stillede sig i vandet som en anden kvie. I starten undrede det os, men det var lige til vi så Runes solskoldede ben. Altså den Rune. Nu er det hans skyld,   at vi skal til at forholde os til noget helt nyt. Der har i årevis været en slags stillingskrig mellem den uddøende race med hang til eskimologi og så de mere nutidige, der sejler i vandtætte kajakker. Men så stiller Rune op til sommertur med intet mindre end et kunstværk. Hjemmesløjd i yderste potens (se billeder), en kajak i forskellige slags træsorter belagt med et tyndt lag glasfiber. Så smukt kan det gøres, og så kunne den oven i købet sejle. Den blev naturligvis meget rost og beundret.

Vi sejlede i roligt tempo langs kysten. Kursen var lagt mod Sundsøre. Da vi nærmede os Junget, hørte vi tiltagende musik, så var det minsandten Kim Larsen himself, der stod derinde og trykkede den helt af. Det fremgik ikke af programmet, at der var indlagt koncert. Det kunne måske have givet lidt mere tilslutning. Vi drog længere mod syd. Hr. Larsen fortonede sig i det fjerne og Holgers udsete overnatningsplads steg frem af horisonten. Her var både borde og bænke – 10 minutters gang til toiletter med varmt og koldt vand, ishus, mv. 

Aftensmaden var et kapitel for sig. Her slog Holger til igen. Helt overbevisende. Intet manglede. Udsøgte specialiteter, sundt og nærende. Vi drak andet end vand. 

Søndag morgen stod solen som bestilt op over Himmerland. Så var det bare at padle tilbage igen. Længere sydpå havde fjorden ifølge Holger fået åndenød.

Efter en god halv times sejlads bekendtgjorde Per H., at han var ved at gå ned med mand og mus. Han ville derfor sætte kursen mod land, inden det kom så vidt, i hvert fald ind, hvor han kunne bunde. Han nåede det. Men selv efter adskillige ophold på bedding og ihærdigt brug af flere ruller gaffatape lykkedes det ikke at holde skuden oven vande. Vandet fossede ind.

For ikke at miste en vigtig brik i bestyrelsen besluttede Per, på lavt vand og for halv kraft at snige sig tilbage til Sundsøre. Resten var landevejstransport. 

Vi andre nåede ved egen kraft tilbage til ”Branden Havn”. En dejlig tur blev det i det fine vejr og med den gode stemning, der altid præer vore ture. Tak for turen. 

Per N. 

PS. Rune bedyrede, at det faktisk ikke er så svært at lave en trækajak. Han vil meget gerne stå til rådighed, hvis nogen skulle få lyst til at gå ombord i opgaven.

 


Runes nybygning - til stor beundring for såvel kajakroere og tilskuere

Dåb og søsætning

Brændesankning

Belønning for veludført roning!

Pandekager til dessert

heldigvis havde vi gaffatape med os